BCU 3 star kursus

Kususdeltagerne på Fænø Kalv og Nick længst til højre



Jeg havde i maj måned 2015 lejlighed til at deltage i et BCU 3star kajakkursus med den kendte walisiske instruktør Nick Cunliffe.

Jeg har interesseret mig for de forskellige havkajakuddannelser, og ville derfor gerne afprøve den engelske model.

Mange kurser er blevet kaldt pengemaskiner, så derfor har DGI også valgt at lave deres egen struktur med havkajakroer 1 og 2, som er meget billigt, men der også er en fælles uddannelsesstruktur inden for EU med EPP kurser, som ligesom BCU kurserne er relativt dyre.

Generelt kan man sige at de første kurser i en uddannelses række er for almindelige kajakroere, medens de efterfølgende er for instruktører. I teorien har kurserne det samme indhold, så jeg var spændt på, om man i BCU regi var noget strengere i deres krav, og jeg vil gerne give mine oplevelser videre til dem, som påtænker BCU uddannelsen.

Som jeg husker kursusforløbet, var det delt op i 3 vigtige grupper, og evnen til at rulle.

1. Roteknik ved almindelig roning, sideforflytning, baglæns roning, styretag af forskellig art.
Det vil sige, at vi blev bedømt på, hvor gode vi var til at håndtere kajakken.
Man kan ikke sige, at vi konkurrerede indbyrdes, men det er vigtigt, at vise hvor god man er,
så man bør ikke være overdrevent hensynsfuld over for sine medroere.

Vi skulle f. eks. ro ud af en lystbådehavn ved hælp af sideforflytning, mellem broer og moler.
Vi skulle styre under en bro ved anvendelse af styretag, og vi skulle holde en kurs mod en landkending.

2. Planlægning af tur i strømfyldt farvand omkring Wales.
Her skulle der altså aflæses strømretning og strømmens fart, og der skal tages hensyn til månens påvirkning af tidevandet.

Her er det vigtigt, at man på forhånd er kendt med strømtabeller mv.

3. Redningsøvelser som vi kender dem med egenredning, makkerredning, redning ved hjælp af slæbetov, hvor en makkerredning er i fare for at drive mod land eller mole, redning af overbordfaldet roer, som har mistet sin kajak i strømfyldt farvand.

4. Rul. Der kræves, at man kan udføre et rul af en eller anden art.

Konklusion:

Hvis man virkelig vil være sikker på at gennemføre kurset og også få et kursusbevis, er det en god ide virkeligt at dyrke diciplinerne grundigt, inden kurset.
Nick var en konsekvent og dygtig instruktør, og man får ikke et kursusbevis foræret.